
Værdier
Med det kristne værdigrundlag som fundament vil vi i vuggestuen og børnehaven skabe en hverdag i et trygt og positivt fællesskab, hvor det enkelte barn kan trives og udvikle sig, øge sin lyst til læring og leve det gode børneliv.
Plads til alle
I Klippens børnehus er alle børn og deres familier velkomne uanset livssyn og religiøst tilhørsforhold. Børnehuset vil stå på det kristne livs- og menneskesyn, hvor hvert eneste barn ses som unikt og elsket af Gud. Vores værdier vil f.eks. komme til udtryk ved, at børnene oplever fortællinger, som handler om Guds kærlighed til alle mennesker. Det vil altid foregå i en atmosfære af frihed, åbenhed og respekt. Det tror vi på skaber værdi, fællesskab og glæde,
Børnesyn
Vi tror på, at hvert eneste barn har en grundlæggende værdi i sig selv. I et trygt og nærværende børne- og læringsmiljø skal barnet støttes i at udvikle kompetencer til at udleve egne rettigheder og medindflydelse på eget liv.
Børn er kompetente og ligeværdige, og hvert barn har ret til at blive respekteret, set, hørt og forstået. Børn har brug for at opleve tryghed og være en del af en hverdag med nærhed, omsorg og anerkendende relationer for at trives, lære og udvikle sig. I Klippens børnehus skal der være både ro, tid og plads til at være barn.
Styrke i fællesskabet
I Klippens børnehus ønsker vi, at alle børn oplever at være en del af et rummeligt børnefællesskab, hvor der er plads til hinandens forskelligheder.
I vuggestuen og børnehaven kommer børnene til at indgå i et socialt fællesskab, hvor der både sker læring og dannelse. Der vil hele tiden være en balancegang imellem at styrke det enkelte barn som et unikt individ og samtidig indgå i et større fællesskab.
Alle - både børn, forældre og medarbejdere - får et medansvar for, at alle børn trives, og at der bliver skabt gode børnefællesskaber. Det er ligeledes vigtigt, at medarbejdere på hele Klippen oplever en samhørighed med hinanden. Når det giver mening at arbejde med fællesskaber på tværs af vuggestue, børnehave og skole, så vil vi gøre det.
Vi er således et sted med samme mål og vision. Vi ser os som en enhed og ønsker at kende og hjælpe hinanden i hverdagen.
Indmeldelse
Skal dit barn sikres en plads i vuggestue eller børnehave?
Send en mail til klippen@klippen.dk allerede i dag!
